mandag den 10. august 2015

Tid til hyben

Det er tid til hyben - men har du tid til at ordne hyben, spørger du nok? Det behøver ikke at tage så lang tid. I Samvirke anbefaler man at fryse de halverede hyben, for derpå at kratte kernerne ud med skaftet af en teske. Men jeg har en bedre metode.
Tag en tur til stranden. F.eks. som her: Hornbæk strand. Her er der hyben på hybenroserne i slutningen af juli og begyndelsen af august.
Pluk hyben der er modne, men ikke så modne at de smatter. Denne her har passende farve, og er stadig fast.

Pluk en stor portion, tag dem med hjem og skyl dem.

Skær blomsten af hver hyben med en lille skarp kniv, og halver dem. Læg dem op i en hurtighakker.

Hak hyben med kernerne til det ser således ud. Tilsæt herefter vand til massen er akkurat dækket. Brug ikke mere vand end højst nødvendigt, da der bliver udludet mere C-vitamin, jo mere vand man bruger og jo længere tid man bruger på denne proces.
Kernerne vil nu flyde ovenpå, og de kan skummes af med en ske.

Her kan man se hvorledes skallerne lægger sig pænt på bunden og kernerne flyder ovenpå. Rør lidt rundt i skallerne med en ske, for at få de resterende kerner til at flyde op til overfladen.

Her er de afskummede kerner, der blot kan smides ud.

Overfør skallerne til en gryde og kog marmelade af dem. Man kan også bruge dem til chutney eller mange andre ting. Du kan bruge vandet fra separationsprocessen igen her, så du også får glæde af de C-vitaminer, der er gået over i vandet. 


Her er den færdige marmelade, lige til at gemme i skabene til vinter. Hyben er en af de mest C-vitaminrige frugter vi har. Der er selvfølgelig mest i de rå hyben, men hybenmarmelade er nu heller ikke at foragte.








fredag den 7. august 2015

Pas på furokumarinerne!

Nogle planter holder jeg mig fra. Dette er en af dem.


Vild pastinak (Pastinaca sativa)

Lige nu blomstrer vild pastinak. Det er en af de planter jeg har fravalgt at omtale i min bog, selv om man skulle tro den er spiselig, lige som den dyrkede pastinak. Men den vilde pastinak har en væsentlig ulempe: den er så fuld af furokumariner, at jeg ikke vil råde nogen til at høste eller spise den.

I de seneste år er der jævnligt rapporteret om tilfælde hvor børn er kommet hjem efter udflugter, hvor deres hud er fuld af røde, kløende og smertende skrammer og blærer (fotodermatitis). Det kan tage uger før det voldsomme udslæt går væk, og blærerne tørrer ind til mørke skorper og efterlader evt. ar. Det har vist sig at de smukke gule blomster har været en fristelse for de små, der har plukket dem til buketter, rullet sig ned ad skrænterne, eller under leg har brugt stænglerne til at daske hinanden med. Saften af stænglerne indeholder furokumariner, og når saften kommer på huden og derpå bliver udsat for sollys, omdanner sollyset furokumarinerne til stoffer, der er irriterende og allergifremkaldende, såkaldt fotosensibiliserende stoffer.


Kemien
Furokumarinerne er en gruppe af stoffer, der alle består af et kumarinskelet hvorpå er hæftet furan. På dette skelet kan der forekomme forskellige kemiske grupper, så der dannes forskellige kemiske stoffer, der alle er mere eller mindre fotosensibiliserende. Det kan f.eks. være psoralen eller angelicin, som er vist herunder.


Psoralen




Angelicin

Hvis du får saften på huden
Hvis du eller andre får saft på huden skal du først og fremmest se at få dækket huden, så der ikke kommer sollys til. Dernæst er det om at komme ind og få skyllet og vasket huden med rigelig vand og sæbe. Undgå sollys de næste dage. Er skaden først sket og der kommer eksem og evt. blærer må du få hjælp af en læge, der kan anvise passende medikamenter til lindring indtil det hele går over igen efter nogle uger.

Forekomst i andre planter
Vild pastinak er ikke den eneste plante, der kan indeholde furokumariner. Vi kender dem især fra bjørneklo, som kan give et særdeles ondartet udslæt. Men de er også almindeligt forekommende i mindre koncentrationer i spiselige planter som f.eks. selleri, kvan, persille, gulerod og appelsinskaller, men som regel i små koncentrationer i raske planter. Stofferne er en del af planternes immunforsvar, naturlige pesticider, så at sige. Kommer planten under angreb af svampe, insekter og andre dyr kan den øge koncentrationen, og dermed prøve at redde livet.

Selleriknold indeholder normalt 0,02-0,16 µg furokumariner per gram. Selleri angrebet af svamp kan indeholde over 200 gange mere, og da kan indholdet af furokumariner fremkalde fotodermatitis, både ved berøring og ved indtagelse samt efterfølgende udsættelse for sollys.

Hvidmelet gåsefod (Chenopodium album)
Det er muligvis også svampeinfektioner, der er på spil i de alvorlige tilfælde af fotodermatitis, der er blevet rapporteret fra Tyrkiet efter indtagelse af hvidmelet gåsefod (Chenopodium album). Hvidmelet gåsefod regnes normalt for en fuldstændig ufarlig spiseplante, og rigtig mange mennesker i USA og Europa indsamler og spiser med fornøjelse denne plante, og jeg har også beskrevet den i min bog. I den videnskabelige litteratur  (1, 2) er der dog fornylig beskrevet mere end 10 tilfælde af fotodermatitis efter indtagelse af hvidmelet gåsefod, dog alle i Tyrkiet. Planten er efterfølgende bekræftet korrekt identificeret  af en botaniker, så det er ikke fordi at det er tilfælde af fejlidentificerede planter. Det var typisk for tilfældene, at kun de, som efter indtagelse havde været ude i solen, var ramt. Tilfældene var meget ubehagelige, og ramte bl.a. en 2-årig, hvor huden i ansigtet hævede, kinder, næse og overlæbe blev lilla og udviklede sårskorper. Efter 4 uger på hospital helede sårene op, dog med ar og øget pigmentering.

Hvad kan man gøre?
Lad vild pastinak stå. Man kan alligevel ikke hive roden op, den skal graves op. Vil man absolut prøve, så brug handsker og passende redskaber. Undgå sollys efter fortæring.

Når du sanker, så undgå urter, rødder og frugter, der er halvvisne, angrebet af svamp, insekter eller gnavesår.

Litteratur:

1. Bilgili, SG et al. Phototoxic dermatitis due to Chenopodium album in a child. Pediatric Dermatology, 28, 6, 674-676, 2011.

2. Ozkol, HU el al. Nine case series with phototoxic dermatitis related to Chenopodium album. Human and Experimental Toxicology, 31, 9, 964-968, 2012.